på de fleste sprog, der er skrevet i en hvilken som helst række af det latinske alfabet, er prikken på en lille bogstav i ikke en glyph, fordi den ikke formidler nogen sondring, og et i, hvor prikken ved et uheld er udeladt, vil sandsynligvis stadig blive genkendt korrekt. På tyrkisk er det imidlertid en glyf, fordi dette sprog har to forskellige versioner af bogstavet I, med og uden en prik. Også i japanske syllabaries består et antal af tegnene af mere end et særskilt mærke, men generelt er disse separate mærker ikke glyfer, fordi de ikke har nogen mening af sig selv., Men i nogle tilfælde opfylder yderligere mærker diakritikernes rolle for at differentiere forskellige tegn. Sådanne yderligere mærker udgør glyffer. Generelt er en diakritisk en glyf, selvom den er sammenhængende med resten af karakteren som en cedilla på fransk eller katalansk, Ogonek på flere sprog eller slagtilfælde på en polsk “Ł”.
nogle tegn som “æ” på islandsk og “ß” på tysk kan betragtes som glyffer. De var oprindeligt ligaturer, men over tid er blevet tegn i deres egen ret; disse sprog behandler dem som separate bogstaver., Imidlertid er en ligatur som “ſi”, der behandles i nogle skrifttyper som en enkelt enhed, uden tvivl ikke en glyph, da dette kun er et kendetegn ved skrifttypen, i det væsentlige en allografisk funktion, og inkluderer mere end et grafeme. I normal håndskrift skrives selv lange ord ofte “sammenføjet”, uden at pennen forlader papiret, og formen på hvert skriftligt brev vil ofte variere afhængigt af hvilke bogstaver der går forud og følger det, men det gør ikke hele ordet til en enkelt glyf.,
to eller flere glyffer, der har samme betydning, hvad enten de bruges om hverandre eller vælges afhængigt af kontekst, kaldes allografer af hinanden.